Ordforråd

Her finder du links til websider med øvelser og spil, som kan hjælpe dig med at få udvidet dit engelske ordforråd:

Word Hippo
En fantastisk side for alle der kan lide at undersøge og lege med sproget. Word Hippo er en online ordbog, men den er meget mere end det. Skriv eller vælg et ord og prøv så de mange sjove muligheder du har: Få ordet forklaret, find rimord, se ordet brugt i sætninger, få ordet oversat til andre sprog, se hvordan ordet bøjes, hør hvordan det udtales eller find "ord, der også starter med..."
Siden indeholder endda også en ordbog, hvor man kan slå navne op og lære deres betydning.



Speak English
Her kan du øve dig i almindeligt brugte sætninger ved at klikke/lytte til sætningerne og gentage dem. Du kan også vælge fanen "Ordlister", hvis du vil udvide dit ordforråd og træne udtalen af enkeltord indenfor et bestemt emne.



English interactive - Vocabulary
På denne side kan du træne dit ordforråd med interaktive øvelser, hvor du skal matche ord og billeder.



English Media Lab - English Vocabulary
Her finder du videolektioner, quizzer og spil for begyndere.



Word Dynamo
Et gratis quiz-værktøj, som hjælper dig med at lære nye ord og deres betydning. Der er quizzer til alle niveauer. En quiz består af ti opgaver, hvor du får vist et ord og skal vælge hvad du ved eller tror ordet betyder, du får altid fire at vælge imellem. Hvis du opretter dig som bruger (det er gratis) og logger ind før du begynder en quiz, gemmer siden dine resultater og hjælper dig med at repetere de ord der driller. Du kan også selv lave ordlister og bruge dem til at quizze med. Pludselig bliver det helt sjovt at terpe nye ord. Prøv selv!




Vocabulary
Denne side, som nok er mest relevant for de ældste klasser i grundskolen (og derover), giver dig mulighed for at lære nye ord og forstå deres betydning og anvendelse. Det foregår lidt som i "Hvem vil være millionær" ved at du løser en række multiple choice-opgaver, hvor en sætning mangler et ord, som du skal vælge eller et ord som du skal vælge en definition af.
Hvis du opretter dig som bruger (det er gratis) og logger ind før du begynder en quiz, registrerer siden dine besvarelser og husker hvilke ord du havde problemer med, så disse ord vil blive ved med at dukke op til du har fået styr på dem.
Forsiden indeholder altid en challenge (dagens opgave), men der er også en stor "bank" med ordlister man kan vælge imellem og man kan bygge sine egne lister. Derudover er der mulighed for at slå ord op i en ordbog og for at høre hvordan ord udtales.


 
Ba Ba Dum
En spilside, hvor man kan træne ordforråd ved at læse, lytte og stave. Der er 1500 ord og 5 forskellige spilvarianter.
I de to første spil skal man matche et ord, der enten høres eller læses, med et af fire billeder. I næste spil skal man se på et billede og stave ordet, og i det fjerde spil skal man læse 4 ord og finde det der matcher billedet. Det femte spil er en blanding af de andre fire spil. Ind imellem er det to-tre sammenhørende ord der skal gættes, skrives eller læses, f.eks. "to write" eller "in front of".
Alle billeder er håndtegnede og holdt i meget enkle farver, som gør siden meget behagelig og rolig at se på.
En fordel ved denne spilside er også at ingen af spillene er på tid, så alle kan arbejde i deres eget tempo.


Word generator
Denne side har en ordmaskine, der "spytter" et tilfældigt ord (eller en talemåde) ud, hver gang man trykker på "New word"-knappen.
Vælg først en spiltype og en kategori/sværhedsgrad og tryk så på knappen.
Maskinen kan f.eks. bruges til træning af ordforråd eller grammatik (oversæt og forklar ordets betydning; brug ordet i en sætning; bøj ordet). Man kan også bruge den som igangsætter til skriveøvelser ("træk" 5 ord i maskinen og skriv en historie, hvor ordene bruges). Endelig kan den selvfølgelig også bruges, hvis der skal leges "Pictionary" eller "Gæt og grimasser".



På websiden "Games to learn English" gemmer sig ti sjove onlinespil. Udover det gode, gamle "Hangman" kan man træne sætningskonstruktion, grammatik, ordforråd m.m.





Med stavehjulet Spin & Spell kan du træne ordforråd og stavning. Lær hvordan du bruger stavehjulet her.







Kids Wordsmyth
Denne webside har nogle rigtig gode ordbogsværktøjer til forskellige alderstrin, bl.a. en interaktiv billedordbog (se under fanen "Dictionaries" og vælg "Illustrated"), hvor man kan lære ord ved at bevæge sig rundt i en by eller i naturen og trykke på alle de ting man ser. På websiden kan man også bygge sine egne ordlister eller forskellige slags quizzer.


Hvordan siger man hvad klokken er på engelsk?
The eClock er et interaktivt ur, hvor man selv kan flytte viserne og læse hvad klokken er. Ved siden af urskiven vises klokkeslættet med digitale tal. Man kan også vælge et ur med romertal. Uret er velegnet til interaktive tavler.




På websiden Solvemall kan man finde en stor samling af engelske online kryds og tværs-opgaver. Der er mange forskellige opgavetyper med eller uden billeder og i forskellige sværhedsgrader.





På websiden Free Rice kan man træne sit engelske ordkendskab med multiple choice-quizzer samtidig med at man støtter et rigtig godt formål. For hvert rigtigt svar donerer websitet nemlig 10 riskorn til verdens fattige via organisationen "United Nations World Food Programme" i kampen for at mindske hungersnød i verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar